En af de små ting, man hurtigt savner fra Windows, er at kunne trykke på Print Screen, markere et område og tage et skærmbillede. Jeg ville bruge Flameshot til det på min nye Debian-computer. Et ganske almindeligt ønske, skulle man synes.
Flameshot var allerede installeret fra Flathub, men da jeg skrev flameshot gui i terminalen, fik jeg bare beskeden: »kommando ikke fundet«. Det viste sig, at programmet var installeret som Flatpak. Derfor skulle det startes med flatpak run org.flameshot.Flameshot gui. Ikke svært, når man ved det. Men endnu en forskel, man lige skal lære.
Så var der GNOME og Wayland, som er henholdsvis skrivebordsmiljøet og den teknologi, der styrer visningen på skærmen. De kan være ret strikse med, hvilke programmer der må tage skærmbilleder. Første gang kom der derfor også en dialogboks, hvor jeg skulle give Flameshot lov. Derefter virkede det faktisk: Jeg kunne markere et område, kopiere billedet og gemme det.
Men jeg ville jo ikke åbne en terminal, hver gang jeg skulle tage et skærmbillede. Flameshot skulle være standard, når jeg trykkede på skærmbilledtasten. På min bærbare er det i øvrigt Fn + PrtSc, ikke bare Print Screen.
Og her kom næste overraskelse. I stedet for bare at vælge Flameshot som standardprogram måtte jeg ind i GNOMEs tastaturindstillinger, finde den eksisterende genvej til skærmbilleder og deaktivere den. Derefter skulle jeg oprette en ny, brugerdefineret genvej, give den navnet Flameshot, indsætte den lange Flatpak-kommando og tilknytte Fn + PrtSc. Først da åbnede den rigtige skærmbilledefunktion.
Nu virker det. Jeg trykker Fn + PrtSc, markerer det ønskede område og kan kopiere eller gemme billedet. Præcis hvad jeg ville fra begyndelsen.
Det er lidt tankevækkende, hvor meget arbejde der kan ligge i noget så lille som at skifte standardprogram. I Windows ville jeg forvente at kunne klare det med et par klik. I Debian med GNOME skulle jeg først forstå forskellen på en almindelig installation og Flatpak, give skærmadgang og ændre tastaturgenveje. Hver del er til at forstå, når man får den forklaret, men samlet er det en stejlere læringskurve, end man lige regner med.
Endnu en lille sejr i forsøget med Linux. Og endnu et eksempel på, at »det kan Linux også« ikke altid betyder »det er lige så nemt at sætte op«.