Det første møde med Debian bød på nogle spørgsmål under installationen, som jeg ikke er vant til fra Windows. Hvor skal systemet installeres, hvordan skal disken opdeles, skal der være en separat administratoradgang, og hvilket skrivebordsmiljø vil jeg bruge? Det er eksempler på den slags valg, en Debian-installation kan stille én over for. Fint nok med valgmuligheder, men der var også øjeblikke, hvor jeg bare gerne ville videre.
Så var der Wi-Fi. Det ville ikke rigtigt samarbejde under installationen, så jeg måtte finde et Ethernet-kabel frem. Da Debian var installeret, virkede Wi-Fi uden problemer. Det var altså kun under selve installationen, det drillede.
Selve installationen gik ellers nogenlunde smertefrit. Den næste overraskelse kom, da jeg ville indrette skrivebordet. Jeg kunne ikke bare lægge genveje til mine programmer ud på det tomme skrivebord, sådan som jeg har gjort i Windows i årevis. GNOME håndterer ikke skrivebordsikoner på helt samme måde. Her kom udvidelsen Desktop Icons NG (DING) og de særlige .desktop-genvejsfiler ind i billedet. Det fik jeg heldigvis løst.
Så begyndte arbejdet med at installere programmer fra forskellige repositories. Her skulle jeg, selv med AI som hjælper, først lære nogle af værktøjerne at kende: curl til at hente installationsscripts, git til at arbejde med projekter fra GitHub og Flatpak til programmer fra Flathub. Der er noget pudsigt ved først at skulle installere værktøjerne til at installere de programmer, man egentlig ville have.
Et par gange skulle der også genstartes eller logges ud og ind, før ændringerne slog igennem. Det var bare ikke altid noget, jeg fik at vide. Ved installationen af Codex viste det sig eksempelvis, at en ny terminal var nødvendig, før kommandoen kunne findes via systemets søgesti (PATH). Og Flatpak-programmer dukkede ikke nødvendigvis op i programoversigten, før en ny session var startet.
Indtil videre har jeg fået installeret lidt forskelligt. Jeg kan bruge ChatGPT via Codex og Claude fra kommandolinjen, jeg har fået adgang til Flathub og installeret LibreOffice derfra. Det begynder efterhånden at ligne en computer, jeg kan bruge til noget.
Den største uløste udfordring er OneDrive. Jeg har forsøgt mig med en Linux-klient, men det endte med, at jeg fjernede den igen. Lige nu er jeg nødt til at gå gennem browseren, hver gang jeg vil have adgang til mine OneDrive-filer. Det er besværligt, især når jeg godt kan lide at have styr på filer og mapper. Men mon ikke det også kan løses?
Nu har jeg i hvert fald en fungerende Linux-maskine. Så må vi se, hvor meget der bliver leg, og hvor meget der bliver lidelse.