Puha. Man kan åbenbart også ville lidt for meget med sin nye Linux-computer.
Jeg ville egentlig bare kunne logge ind ved at kigge på kameraet. Præcis som med Windows Hello, hvor ansigtsgenkendelse på en kompatibel computer nærmest er noget, man tager for givet. Min HP-computer havde endda allerede det nødvendige kamera. Hvor svært kunne det være?
Ret svært, viste det sig.
På Debian, den version af Linux jeg har installeret, skulle jeg først finde det rigtige kamera. Derefter skulle programmet Howdy hentes og bygges, og flere små programmer og hjælpefiler skulle installeres, før det hele kunne tale sammen. Alt sammen via terminalen, hvor man skriver kommandoer i stedet for at klikke sig frem.
ChatGPT guidede mig gennem processen. Det blev til 32 beskeder fra mig og omtrent lige så mange svar fra ChatGPT, en pæn bunke kommandoer og mindst fire runder med fejl og rettelser. Blandt andet blev jeg sendt efter en udgave af programmet, som ikke fandtes, og senere manglede der dele, som først blev opdaget undervejs.
Men den største lærestreg kom til sidst. ChatGPT erklærede flere gange, at vi næsten var i mål. Og ganske rigtigt: Computeren kunne genkende mit ansigt. Så låste jeg skærmen for at prøve det i praksis. Det skulle jeg ikke have gjort endnu. Pludselig kunne jeg heller ikke komme ind med min almindelige adgangskode.
Her leverede ChatGPT en klassisk AI-ups. Den havde anbefalet, at jeg lod et vindue med administratoradgang stå åbent som sikkerhed. Men den havde overset det ret indlysende: Når skærmen er låst, kan man heller ikke komme ind til det vindue. Først efter at jeg sad fast, fik jeg vejledningen til at åbne en særlig tekstbaseret loginskærm og få adgang til computeren ad den vej.
Det lykkedes at komme ind og gendanne de oprindelige loginindstillinger. Fejlloggen afslørede en forkert linje i en af computerens loginfiler. Vi prøvede igen, denne gang med grundigere kontrol og test af både ansigt og adgangskode, før jeg låste skærmen.
Og nu virker det faktisk. Jeg kan låse Debian op med ansigtet, og adgangskoden fungerer stadig som reserve.
Alt i alt en succes, men med lidt flere lærepenge end planlagt. Det mest komiske er næsten, hvorfor vi overhovedet kastede os ud i det: Jeg ville have en helt almindelig Windows-funktion på Linux. ChatGPT var en stor hjælp – lige indtil dens skråsikkerhed selv blev en del af problemet.